Sirupslagkage med appelsinsmørcreme, hindbær og ganache

Sirupslagkage med appelsinsmørcreme, hindbær og ganache

  • 200 g smør, blødt

  • 250 g sukker
  • 4 æg
  • 2 dl mørk sirup
  • 450 g hvedemel

  • 2 tsk. bagepulver
  • 4 tsk. stødt kanel
  • 2 tsk. stødt kardemomme

  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 1 dl piskefløde
  • 200 g hindbær, friske
  • 1 spsk. citronsaft
  • 75 g flormelis
  • 200 g smør, blødt
  • 4 dl flormelis
  • 1 æggeblomme, stuetemp.
  • 1 dl creme fraiche 18 %

  • Fintrevet skal fra en usprøjtet appelsin
  • 2 dl piskefløde

  • 200 g mørk chokolade, gerne 60 %
  • 25 g smør
  • Evt. lidt fintstrimlet appelsinskal


1,5 time | 12-14 | desserter

Raspberry
Sirupslagkage med appelsinsmørcreme, hindbær og ganache
Raspberry

Sirupslagkage med appelsinsmørcreme, hindbærculis, chokoladeganache og friske hindbær på toppen. Sirupslagkage er en gammel dansk klassiker, når det kommer til julekager. Denne lagkage med sirup spiser vi i min familie om eftermiddagen juleaften. Det passer, hvis kagen bages d.23.december, og den så samles og pyntes om morgenen på juleaftensdag, så er den klar til at blive serveret til juleaften.  Kagen kan sagtens holde sig i flere dage på køl. Jeg har bagt en stor portion, som svarer til 12-14 personer, men du kan sagtens halvere opskriften, så der bliver til 8-10 personer. Jeg har lavet lidt om i den oprindelige opskrift og tilført den en twist af hindbær, for at få et dejligt frisk element til kagen. Det er en perfekt kage at servere for familie og venner i julen. 

Opskrift skabt af: @frederikkewaerens

Fremgangsmåde

Sirupslagkagebunde

Tænd ovnen på 175 C varmluft.

Pisk smør og sukker lyst og luftigt. Tilsæt et æg ad gangen, imens der piskes. Tilsæt sirup. Bland mel, bagepulver, kanel, kardemomme og vaniljesukker. Sigt melblandingen og bland den i dejen sammen med fløden. Hæld dejen i en springform på 27 cm i diameter beklædt med bagepapir i bunden og smurt med smør op ad siderne. Bag kagen midt i ovnen i ca. 50-55 min. Stik i kagen med en kødnål for at tjekke, om den er gennembagt. Lad kagen afkøle. 

Hindbærcoulis

Kom hindbær, citronsaft og flormelis i en lille gryde. Kog det langsomt op under omrøring og lad det koge i et par min. Blend og lad hindbærcoulisen afkøle.

Smørcreme med appelsin

Pisk det bløde smør grundigt med flormelis til en luftig creme. Tilsæt æggeblommen og pisk. Tilsæt creme fraiche og fintrevet appelsinskal og rør det i cremen.

Chokoladeganache

Laves lige inden den skal smøres ud på kagen: Hak chokoladen og kom den i en skål. Varm fløden op til lige under kogepunktet i en gryde. Hæld den varme fløde over chokoladen og tilsæt smør. Lad det stå i 5 minutter. Rør i midten af skålen med en dejskraber til massen samler sig og bliver blank.

Sådan samler du sirupslagkagen

Befri sirupskagen fra springformen og skær kagebunden en gang igennem, så du i alt har to bunde. Placer den nederste bund på det fad, som kagen skal serveres på. Smør eller sprøjt smørcremen på bunden., evt. kun rundt i kanten. Smør hindbærcoulis på smørcremen. Kom den anden bund ovenpå. Smør chokoladeganachen på den øverste kagebund og pynt med friske hindbær og pynt evt. med appelsinskal. Stil kagen på køl inden servering. Velbekomme!

Leafs Raspberry

Bær er vores favorit, men cookies smager også godt ;-). På vores hjemmeside benytter vi cookies (ikke spiselige) for at sikre dig den kundeoplevelse, der er mest relevant for dine interesser. Se venligst vores cookie politik. Hvis du accepterer, forstår du aftalens vilkår og accepterer dem.